Betalingsring

knud

Knud Munksgaard
Regionsrådsmedlem, Radikale Venstre

Betalingsring

Lige nu står borgmestre i omegnskommunerne til København i kø for at lægge afstand til regeringens planer om en indførelse af en betalingsring uden om den indre by. Det er et populært standpunkt, som får stor tilslutning af mange bilister. Men man må straks spørge: Hvad er alternativet?

Uden betalingsring vil vi fortsat stå med to problemer: For det første vil der fortsat kødannelser på indfaldsvejene til København og inde i byen. Desuden vil der fortsat i det indre København være en alt for høj partikelforureningen, som er årsag til mange dødsfald om året.

Men skal der være mening med at betale bompenge for at komme ind i storbyen, så forudsætter det, at der er alternative transportmuligheder til bilen. Med andre ord skal den kollektive trafik være så attraktiv, at den flytter folk fra bil til tog og busser. Ellers bliver trængselsafgiften bare en ekstra skat, som bilisterne ud af og ind til byen skal betale. Med andre ord: Hvis trængslen ikke forsvinder, så har betalingsringen ingen mening.

Derfor er den politiske opgaver: Der skal udarbejdes en plan, som sikrer bedre, billigere og hyppigere tog og busser til hovedstaden. For pendlere i Nordvestsjælland betyder det hurtigst mulig etablering af det berømte dobbeltspor mellem Lejre og Vipperød. Plus direkte hurtigbusser f.eks. fra Kalundborg, Holbæk og Nykøbing Sjælland til centrum af København. Dette suppleret med særlige busbaner på motorvejene, hvor også biler med mere end én passager må køre, hvilket er kendt fra andre lande. Hertil kommer langt bedre parkeringsmuligheder ved alle jernbanestationer på Sjælland.

Indførelse af en betalingsring løser ingen problemer i sig selv. Det, der skal til, er en helhedsplan, som kommuner, regioner og staten bør udarbejde sammen. Det vil markant forbedre den kollektive trafik og afskaffe trængslen, så de, der fortsat vil benytte bil og betale for det, også kommer hurtigt frem.

Svaret er ikke kun en trængselsafgift; men en samlet trafikplan for hele Sjælland, hvori indgår en betalingsring.

Knud Munksgaard
Regionsrådsmedlem (R)